Jeg er tilbage på arbejde efter at jeg har meldt mig syg i nogle dage. Dagene har givet mig lidt luft, for jeg vil ikke igen så langt ud at jeg bliver syg at stress.
Jeg vil stoppe i tide.
At være tilbage er meget ambivalent.
På den ene side giver det luft og ro at lave noget andet, så tankerne ikke længere fylder i hovedet på mig. På den anden side bliver der krævet noget af mig. Der er ting, jeg skal tage stilling til, og guidelines jeg skal udstikkes. Et projekt jeg skal drive.
Projektet er det samme. Forventningerne er de samme.
Jeg er i tvivl om hvem, jeg kan sige det til. Kan jeg overhovedet fortælle nogen, hvordan jeg har det? Min chef? mine kollegaer? Dem, jeg er chef for?
Hvem ser jeg svag ud overfor? Og hvem vil passe på mig?
Jeg bliver nødt til at passe på mig selv, så jeg går tidligt, de dage, jeg kan.
I løbet af dagen, når jeg har brug for det, går jeg ud på toilettet eller et andet sted, hvor jeg kan være alene. Jeg har fundet en bagtrappe, hvor ingen kommer.
Her lytter jeg til en meditation, der tager ca 10 minutter.
Den får mig til at slappe af og får mit hoved til stoppe tankemyldret og får mig til at mærke min krop. Det har jeg brug for, for jeg kan kun mærke stressen i hovedet som hovedpine – ikke i kroppen som mavepine eller noget andet.
Jeg vil lære af det her. Jeg vil finde ud af, hvordan jeg kan komme igennem uden at blive sygemeldt. Og jeg vil lære, hvordan jeg kan tackle det, hvilke tegn jeg skal kigge efter, og hvad der er den udløsende faktor.
På den måde kan jeg næste gang se det endnu tidligere og tage det beslutninger, der skal til for at jeg kan gå udenom. Derfor er jeg vendt tilbage. Derfor bliver jeg.
Jeg er fast besluttet på at lære af det.
