Tabu gør stress til en ensom tilstand at være i. Men vi kan selv påvirke, om vi behøver at føle os ensomme oven i alle de andre ting, der er forbundet med stress. Når du har læst med her, ved du præcist, hvad du skal gøre, for at fjerne følelsen af ensomhed.
Ved både foredrag og gennem de mange samtaler jeg har haft med mødre, der har være syge af stress eller er bange for, om de er ved at bliver stressede, hører jeg gang på gang om den følelse, som de beskriver, der ligger under deres stress.
Det handler ikke om, hvad stress kommer af eller hvorfor det opstod, for det er forskelligt, men en underliggende og ofte ubeskrevet følelse af at være alene i forløbet, at være fremmedgjort og ikke kunne forklare, hvordan de har det.
Jeg kan virkeligt godt genkende, det de beskriver. Min erfaring er, at selvom de har hjælp og opbakning omkring dem, så er det noget, der aldrig bliver italesat og som derfor ikke er et fokuspunkt i den generelle stresshåndtering.
Da jeg selv var ved at blive syg af stress, kunne jeg ikke sige det til nogen. Ikke engang mine allernærmeste. Jeg havde ikke ord til at kunne formulere, hvordan jeg havde det.
Det underlige er, at havde jeg vidst, hvordan jeg skulle sige det, ville jeg nok ikke have gjort det alligevel, for jeg havde en iboende følelse af, at bliver syg af stress var den største falliterklæring i mit liv. Derfor levede jeg efter, at sagde jeg det ikke, var det ikke virkeligt.
Under mit stress forløb, var jeg forvirret over, hvordan jeg havde det. Det var noget, jeg aldrig før havde oplevet eller gennemgået, og jeg havde heller aldrig hørt andre beskrive det. Igen manglede jeg ordene for at kunne udtrykke, hvordan jeg havde det.
Endeligt da jeg skulle tilbage til mit arbejde, havde jeg ikke modet til at spørge mine kollegaer om, hvordan de havde oplevet det, og de turde heller ikke spørge. Til gengæld havde jegen fornemmelse af, at de behandlede mig som en porcelænsdukke, der kunne knække hvert øjeblik. Jeg var aldrig i tvivl om, at det var gjort i en god mening, men det blev fjernt, at jeg fik særbehandling.
I årene efter, da jeg havde fundet ud af, hvordan og hvor meget, min stress havde påvirket vores børn, var det en igen en ensom følelse af ikke at have slået til.
I hver af disse faser havde jeg enten ikke ordene, ville ikke erkende eller følte det som et nederlag at erkende.
Når jeg taler med kvinder og mødre, så kan jeg høre at det går igen. Og det er netop det, der gør, at vi står tilbage med ensomheden i stressen.
At stress er ensom, er ikke noget, der er særlig mange, der taler om. Endnu.
Men jeg tror på at det kommer, og jeg tror på, at vi på et tidspunkt kommer til at se det som naturligt, at vi er nødt til at kunne begynde at øve os i at sætte ord.
Vi er nødt til at øve os i, at fornemme, hvordan vi har det, så vi kan sætte ord på selv. Vi er også nødt til at læse og lytte til andres fortællinger om stress, så vi gradvist begynde at opbygge et sprog for stress.
Øv dig at sætte ord på
Det vil uden tvivl hjælpe, hvis du er opmærksom på at sætte ord på. Du vil være overrasket over hvordan det føles at formulere det og hvor mange, der kan genkende dine tanker, hvis du også begynder at sige det højt.
Hvis du har svært ved at det, så begynd at skrive det ned. På den måde kortlægger du for dig selv, hvordan du oplever det. Efterhånden kan du begynde at se de ord, du selv bruger, og langsomt opbygger du et sprog for det.
Det er meget værdifuldt og frigørende at kunne sætte ord på stress. Og det er afgørende for os alle sammen, at vi sammen udvikler et sprog for det.
Men hvordan er det så lige, at det gør noget ved den ensomme følelse?
Når vi siger noget højt, så bliver det mindre. Som du kan se af det ovenstående, kan vi først sige noget, når vi har et sprog. Så det er essentielt.
Derudover er det er klart, at der kan være mennesker og situationer, der ikke er givtige at indvie i dine tanker. Så tænk over hvem, der vil kunne hjælpe, hvordan og hvorfor de er vigtige at inddrage.
Det, jeg skriver om her i artiklen, er noget af det, vi arbejder med i netværket. Du er ikke den eneste i verden, der har det, som dig.
Hvis du har lyst til at vide mere, så skriv dig op til venteliste på netværket. Her finder du et fællesskab af andre mødre, der har stået, hvor du står og er i gang med at vende tilbage til dere arbejde og ikke mindst til deres liv som mor.
Skriv dig op og få direkte besked, når der igen bliver åbnet op for tilgang.
