Jeg kan mærke, at jeg er i en stresset periode igen.
En periode jeg er bange for, at jeg ikke kan styre uden om.
Jeg troede, jeg havde kontrol over det. Jeg troede, at jeg var ok.
Men pludselig – helt uventet – fik jeg tegn fra min krop. Jeg har hovedpine – sådan en hovedpine, der ikke ville gå væk selv efter en nats søvn. Jeg vågner om natten ved tanken om mit arbejde. Og jeg bliver kort for hovedet over mine kolleger.
Alt sammen skete på et par dage.
Men jeg ved at jeg er blevet bedre til at reagerer på tegnene. For jeg har lavet et løfte til mig selv. Et løfte, der går forud for alt andet: Jeg vil ikke være stresset igen, for nu ved jeg at det også rammer mine børn. Min mand – vores familie.
Jeg vil ikke igen byde dem ikke at have overskud, ikke at være nærværende og ikke at være den mor, de fortjener.
Jeg er blevet bedre til at kende tegnene og reagere på dem. Det var noget af det, jeg var bange for tidligere, om jeg kunne. Om jeg turde.
Men jeg lovede mig selv, at jeg skulle reagere. For intet job i verden er vigtigere end mine børn. End mit helbred. End min familie. Intet.
Men det er noget, jeg skal lære. Og jeg er igang. Jeg skal væk fra min vanetænkning og gøre noget nyt. Derfor har jeg valgt ikke bare at stå igennem, men at slippe.
Jeg har sluppet mit projekt. For en stund. Og det giver mig selvtillid. Jeg reagerede. Jeg har valgt mig for at vælge mine børn, min mand og vores familie. Det er en sejr. Det er jeg stolt af, at jeg gjorde. At jeg turde.
Og jeg er stolt af, at jeg denne gang i løbet af en dag fik overblik over, hvad det var der havde udløst mine symptomer.
En urealistisk tidsplan på mit arbejde kombineret med et utopisk budget. Jeg synes ikke, at jeg kunne levere til det tidspunkt på den måde, jeg gerne ville, og jeg forventede af mig selv. Det pressede mig, for der var ingen mulig måde, jeg kunne nå i mål. Det var vejen derhen, men det gjorde ikke udslaget i sig selv. En lille ting som et afslag på en ubetydelig faktor blev den udløsende faktor.
Min krop reagerede voldsomt. Hovedpine, svimmelhed og søvnbesvær. Lige med det samme.
Jeg genkendte signalerne. Prøvede at tage mig af mig selv på den måde, jeg bedste kender: At få sovet.
Men søvnen udeblev. Jeg kunne ikke falde i søvn og da det endelig lykkedes, vågnede jeg igen efter et par timer og kunne igen ikke sove.
Mine tanker kørte i ring. Løsninger prøvede at finde vej, men lige lidt hjalp det. Mine tanker spandt løsninger og forslag ind i et net af håbløshed og manglende overblik. Mit hjerte hamrede, og jeg blev vred over, at jeg ikke kunne sove nu, hvor jeg havde så meget brug for det.
Jeg troede ikke at så lille en ting kunne udløse det. Det gjorde mig også bekymret. For tidligere har det været en proces, der har taget lang tid. En proces der har strakt sig over måneder. Men min krop genkendte følelsen og min hjerne genkendte følelsen og reagerede prompte.
Men jeg er stolt. For selvom jeg var på vej gennem tordenskyen, så er jeg landet i tide.
For mine børns skyld. For aldrig igen skal de rammes af deres mor stres
