Det var svært at finde tilbage igen, da jeg var blevet syg af stress. Det tog tid. Det krævede ro.
Den tid fik jeg. Det hjalp.
Jeg skrev lange lister over, hvad jeg der gik igennem mit hoved.
Ikke dagbøger. Lister.
Jeg gik ture i den grå januartåge. Jeg kiggede på fugle der fløj lavt over søen. Jeg sov.
Efterhånden som listerne blev længere og længere viste der sig et billede.
Et billede af hvad omdrejningspunktet for min stress var.
Lidt efter lidt blev det klart, hvad jeg havde samlet sammen og på een gang reageret på.
Nu kunne jeg begynde at komme tilbage. Nu kunne jeg begynde at håndtere, hvorfor jeg var blevet syg af stress. Derfra begyndte jeg komme tilbage. Tilbage til mit liv ud af min tåge. Nu ville jeg ikke være foruden.
Men det var ikke kun mig, der led under det. Det var også min familie. Min stress ramte mine børn lige så hårdt, som den ramte mig.
Jeg var ikke mig og den person, de kendte, var væk i en periode.
Jeg har lært meget. Jeg ville ikke være foruden min viden nu, selvom jeg for alt i verden gerne ville skåne mine børn mod deres mors stress.
Nu ved jeg, hvordan det føles. Jeg kan genkende det, når det kommer igen. Og jeg har lovet mig selv at handle på det, hvis det er der.
Dét skylder jeg min familie og mig selv.
