Jeg ser en kvinde i et supermarked. En fortravlet kvinde. Hun har fire børn med på indkøb. De er vist ikke alle hendes. Der er vist én legekammerat.
Hun siger, at de må vælge en muffin og lægge den i posen. Hun er hurtig, abrupt og effektiv. Og børnene når ikke helt hendes tempo.
Hun mister hurtigt tålmodigheden og vrisser af dem. Hun siger flere gange til dem, at de skal opføre sig ordentligt.
Det gør de allerede – men hun kan ikke se det.
Hun ser kun, at hun skal nå at gøre alt i hele verden selv. Hun beder ikke om hjælp – og kommer hun til at lade sine frustrationer gå ud over sine børn.
Hun sender de to ældste over for at købe noget brød i en bager, der ligger tæt på forretningen. Imens gør hun selv indkøbene færdig, og flere gange fortæller hun den mellemste, at hun ikke gider, at han opfører sig sådan. Han går stille ved siden af vognen og spørger af og til om noget. Men hendes line er kort. Meget kort. For kort.
Ved kassen slipper jeg hende af syne. Mens jeg går ud med mine varer, tænker jeg på, at sådan var mit liv også en gang. At hendes børn var mine børn engang. Jeg havde også skyklapper på.
Jeg sagde ikke noget til hende, for jeg vidste, at det ikke nyttede noget lige dér.
Hun ville ikke kunne overskue at en fremmed tog stilling til hendes liv og blandede sig.
Men jeg burde have sagt noget. Jeg gjorde det ikke, for hun ville måske lade det gå endnu mere ud over børnene. Så jeg lod være.
Men jeg kunne genkende mig selv i hende. Jeg kunne genkende mine børn i hendes. Og det gør ondt.
De prøver at gøre alt, hvad hun siger og beder dem om – at opføre sig ordentligt. De er bekymrede. De er magtesløse. De er alene.
Hun med skyklapper. Hun med sin ensomhed. Hun er også bekymret. Hun er også magtesløs. Hun er også alene.
Hun er det siv, der bøjer til det ligger vandret og har svært ved at rette sig op igen. Der har mistet energien til det.
Jeg kunne se mig selv i hende, og som så mange gange før lovede jeg mig selv, at jeg aldrig vil gå ned ad den vej igen.
Det kan være, at jeg når lidt ind på den vej igen. Og det kan være at kigger ned i den retning. Og det kan være, at jeg kan mærke, hvordan det er, at gå ned ad den vej, men jeg lover mig selv, at jeg aldrig mere vil gå vejen til ende. Jeg kender den, og jeg kan gå forbi nu.
Mine tanker kredser stadig om hende og hendes børn. Måske tog jeg en forkert beslutning, da jeg ikke sagde, at en mors stress også rammer hendes børn. Men jeg skal stadig ikke finde ud af, hvordan jeg skulle have sagt det. Jeg havde måske mest lyst til at holde om hende og fortælle hendes børn at hun nok skulle få det godt igen. At de nok skulle få deres mor tilbage på et tidspunkt.
