Har vi et ansvar, hvis vores kollegaer eller andre er på vej til at blive syge af stress?
Hvor stort er vores ansvar for at handle, hvis vi ser en kollega eller en anden, der er på vej ud over kanten?
Stort, tænker jeg.
Men gør vi det? Tør vi at blande os?
Det er jo som oftest et voksent menneske, man sidder overfor. Et menneske med sin egen vilje, som er fuldt ud kapabelt til at tage sine egne beslutninger.
Da jeg blev syg af stress, var jeg heldig, at jeg havde nogle omkring mig, der handlede. Det var supergrænseoverskridende, at de tog over og bestemte, at jeg skulle gå hjem. Men det var også en lettelse.
De havde i ugerne op til sagt til mig, at jeg at skulle holde fri. Men det gjorde jeg ikke. Jeg rettede mig ikke efter dem. Og de kunne ikke gøre noget, før de gjorde det.
Jeg er for evigt taknemmeligt. Uden dem var jeg måske fortsat, til jeg var kollapset. Og det gør det tveægget. En kollega er et voksent menneske, som har sin egen holdning, men jeg ved bedre.
Derfor tænker jeg meget på, hvor meget jeg kan tillade mig. Og hvornår. Og hvordan.
Min approach er til at starte med, at sige til det menneske, jeg kan se lider, at han eller hun selv skal gøre noget ved det. At jeg godt kan se hvilken vej han eller hun er på vej ned ad og at det er vigtigt at reagere. Derefter spørger jeg, om jeg skal gøre noget. Og endelig siger jeg, at jeg holder øje med vedkommende.
Herfra er det små samtaler her og der. På vej ud til kaffemaskinen. I elevatoren. Små ting, der gør, at de ved, at jeg ved det, og at jeg holder øje, og at de kan komme, hvis det bliver for meget.
Jeg tror, på at hvis man gør opmærksom på, at man godt ved, hvor et menneske med stress er på vej hen, gør det, at man giver vedkommende en form for styrke, klarsyn eller energi til at gøre noget ved det selv. Til selv at handle på det. Og det er det allersværeste. At handle på det selv.
Vi alle har et ansvar for at tage fat, hvis vi ser et menneske, der har eller er ved at få stress. Uanset om det er ubehageligt, eller om vi synes, at vi overskrider en grænse. Men jeg tror også på at det handler om måden og i allerhøjeste grad tidspunktet.
Hvis vi ikke selv har mulighed for at gøre noget, eller hvis det ikke virker, når vi italesætter der over for den, der er på vej ud i stress, så må vi tage fat i en chef, en leder eller en anden, der kan handle.
Det skylder vi os allesammen og alle børn af stressramte.
