28. juni: For mine børns skyld

Det var min søn, der i sin tid gjorde mig opmærksom på, hvor meget det havde påvirket ham, at jeg var blevet syg af stress.  

Jeg kan ikke snyde ham. Hans mor-stress-radar er superveludviklet. Han opfanger mine mindste tegn. Selvom jeg gerne vil skåne ham, kan jeg ikke. Derfor er det vigtigt, at jeg passer på mig selv, så jeg ikke igen udsætter ham for min stress.

Han fortalte, hvor bange og bekymret han var, for at det skal komme igen. Lige dér gik det op for mig, hvor stor indflydelse det har på hele familien, når en forældre, i dette tilfælde en mor, er syg af stress. Lige dér gik det op for mig, hvor megen smerte jeg ufrivilligt havde pådraget mine børn. Den var hård at sluge. 

Derfor tog jeg en vigtigt beslutning: Jeg ville aldrig mere gå ned med stress. Det var ikke det værd. Hverken overfor mig selv eller over mine børn eller min mand.

Det er den beslutning og det løfte, jeg nu skal leve op til.

Dengang begyndte jeg, at lede efter information om børn der vokser op med forældre, der har stress. Det var uhyggelig læsning. Jeg fandt på Stressforeningens website en artikel om at børn til stressede forældre kan sammenlignes med børn af alkoholiserede forældre. Forældrenes omsorg er lige svigtende. Dér vil jeg ikke hen igen. Det kommer ikke til at ske.

 

For 20 år siden tænkte man ikke så meget over hvad det betød for børn at vokse op med alkohol som et tavs familiemedlem. I dag ved vi hvad det gør – ikke bare ved den, der drikker, men ved pårørende, familien og ikke mindst børnene.

Mit bud, helt uvidenskabeligt, er, at om 20 år, når vi ved meget mere om stress og påvirkning af vores pårørende, så vil vi se tilbage og med rædsel undre os over at vi ikke reagerede tidligere. 

Jeg vil ikke bidrage mere til statistikken, end jeg allerede har gjort.

Mine børn skal ikke igen være bekymrede for mig. Det er ikke til at bære. 

Stress er ikke til at styre. Det kommer hamrende og overmander én og tager kontrollen.

Stress er lumsk, og vi skal passe på hinanden for at kunne passe på os selv og vores børn.

Jeg er min søn evigt taknemmelig, fordi han mod til at mærke det, sprog til at formulere det, og mod til at sige det højt – selv efter flere år.

Jeg er min datter evigt taknemmelig, fordi hun havde tålmodighed.

Og jeg er min mand evigt taknemmelig, fordi han var der og reagerede.