Vi er alle veluddannede, intelligente mennesker her i Danmark.
De allerfleste af os ved godt, hvilke tegn vi skal kigge efter, når det kommer til stress.
Vi ved at bl.a. at søvnløshed, hjertebanken og tankemylder ikke er gode tegn over længere perioder.
Alligevel overser vi dem, når vi selv har dem.
Det gjorde jeg også. Indtil en dag da jeg brød sammen på mit arbejde og blev sendt hjem af mine søde kollegaer. Kollegaer der i ugerne inden havde sagt til mig, at jeg skulle gå hjem, at jeg så syg ud, og at jeg ikke skulle være der.
Jeg lyttede ikke. Jeg vidste godt hvilken en vej jeg var vej hen ad, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg kunne ikke. Det var for stort et nederlag.
Jeg lå hver nat med tårerne trillende ud af øjnene. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde ingen energi.
Nogle dage var gode andre dage var ikke så gode. På de dårlige begyndte tårerne at trille fra om morgenen når jeg spiste morgenmad med min familie. Og det fortsatte på mit arbejde. Men dér kunne jeg for det meste godt holde det inde og skynde mig ud på et toilet når de pressede sig allermest på.
Ingen så det komme før til aller allersidst. Dér hvor jeg på ingen måde kunne skjule det længere. Mine kollegaer sagde til mig, at jeg skulle gå hjem. De sagde, at jeg skulle holde fri.
Men jeg vidste, at det ikke ville hjælpe. Jeg ville jo bare komme tilbage til det samme igen. At holde en dag fri ville ikke kunne gøre andet end at sætte mig håbløst bagud i mit uoverskuelige arbejde. Og derfor vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.
Jeg ville ikke sige noget til mine chefer. De skulle ikke tro, at jeg var svag. Og hvis jeg nu selv kom og sagde at jeg havde nået min grænse – ville de så tro på mig? Hvad ville de synes om mig?
Skulle de ikke også have reelle beviser for, at jeg vitterligt ikke kunne mere? Skulle jeg ikke selv?
Jeg kendte alle tegnene. Jeg kunne godt se, hvor jeg var på vej hen.
Jeg håbede, at det ikke skete. Jeg vidste ikke, hvor det ville ende. Jeg håbede på, at jeg kunne klare det, men vidste godt, at det kunne jeg ikke.
Jeg kørte til kanten. Og ud over. Jeg var på en rutchebane der var sat i gang. Den kørte stærkere og stærkere nedad, og jeg kunne ikke bremse den, og jeg kunne i styre den.
Jeg kunne se afkørslerne, men jeg kunne ikke komme derhen. Jeg var alene i min rutchebane, og jeg havde voldsomt brug for andre mennesker.
Jeg havde brug for at andre tog beslutning for mig. Jeg havde brug for at andre tog ansvaret fra mig. Jeg havde brug for at andre overtog.
