Jeg har været tilbage på arbejdet længe, men mine tanker kredser og dengang, da jeg var syg af stress.
Dér oplevede jeg det største nederlag i mit liv. Den vildeste falliterklæring.
Spørgsmålene kom væltende: Hvorfor kunne de andre klare det, når jeg ikke kunne?
Hvorfor kunne jeg ikke klare det, når jeg plejer at kunne?
Hvorfor så jeg det ikke?
Hvorfor reagerede jeg ikke?
Jeg kender en del, der er blevet syge af stress.
Når jeg hører om andre der er blevet syge af stress, får jeg en dyb dyb medfølelse med dem. Jeg ved hvordan de har det. Jeg bliver fuld af respekt, når de er tilbage, og særligt når de passer bedre på sig selv. Jeg håber, at de har lært af det.
Jeg ser ikke på nogle af dem på samme måde, som jeg så på mig selv.
Jeg tænker ikke at deres stress er en falliterklæring eller et nederlag, som jeg anså mit for.
Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne klare det. Jeg kunne ikke klare det, jeg hele tiden har troet, at jeg kunne. Jeg måtte indse, at jeg havde en grænse. Og det ved jeg nu er en god ting. Jeg behøver ikke at være en maskine, der klarer, og gør, sørger for og fixer. Jeg har en grænse – hvis jeg lytter og tager mig selv seriøst.
Og når jeg tager mig selv seriøst, så ser mine børn at jeg tager vare på mig selv og jeg lærer dem, at det er ok.
Håbet havde jeg for mig selv. Jeg håbede, at jeg havde lært af det. Jeg håbede, at jeg kunne genkende tegnene, hvis de kom igen, og jeg håbede, at jeg kunne reagere på det. At jeg havde mod til det. Også hvis det krævede, at jeg sagde mit job op.
Jeg vil ikke være den person, som jeg viste mig at være med stress. Jeg var ikke til stede. Jeg var ikke lydhør. Og jeg var ked af det. Jeg var ikke den mor, mine børn fortjener.
