Artikler

Meget af min hverdag går med at tænke over, hvad der sker, når jeg får tegn på stress.

Jeg har fundet ud af at min krop gør ondt, når jeg er stresset.

Eller min krop gør ikke ondt, men et sted inde i mig gør ondt.

Det er måske det man kalder at have ondt i sjælen. Eller som man i gamle dage sagde at man havde dårlige nerver. Jeg kan bedre og bedre forstå udtrykket. For det er som om at nerverne gør ondt. At sjælen gør ondt.

Men det gør ikke ondt på den der har slået hul på knæet-måde. Mere ondt, som at sjælen sørger.

Man kan måske sammenligne den med den smerte, man kan have, når man har kærestesorg, eller en man holder af er gået bort. Det er den dér udefinerbare smerte, der sidder indeni og ikke kan behandles med et plaster eller smertestillende medicin.

Ens væsen inden i sørger.

Jeg skal tage mig at mit væsen og min sjæl. Ingen dele af mig må ikke sørge – ikke pga. stress. Alle dele skal være glade og have ro. Det andet er ikke til at holde ud. Og slet ikke når det nu er noget, jeg godt kan gøre noget ved.

Jeg kan jo godt flytte mig. Det vælger jeg selv. Det kan jeg godt.

Efter jeg har været syg af stress, har jeg, hver gang jeg kan mærke nye tegn på det, prøvet at forstå, hvad den udløsende faktor er.

Det allervigtigste redskab, jeg har, for at undgå at blive syg af stress igen, er, at jeg har lært at lytte til min krop.

Jeg har været tilbage på arbejdet længe, men mine tanker kredser og dengang, da jeg var syg af stress.

I weekenden gik jeg ud i haven. Jeg elsker at være i haven. Der er ingen forventninger. Der er ingenting der skal nås.

Jeg er tilbage på arbejde efter at jeg har meldt mig syg i nogle dage. Dagene har givet mig lidt luft, for jeg vil ikke igen så langt ud at jeg bliver syg at stress.

Jeg kan mærke, at jeg er i en stresset periode igen. En periode jeg er bange for, at jeg ikke